Begravelse

Du skal som anmelder aflevere en digital anmeldelse til begravelsesmyndigheden, som er sognepræsten eller kirkekontoret i det sogn, hvor afdøde havde bopæl. Den digitale anmeldelse af ligbrænding/begravelse sker fra www.borger.dk. Her oplyser du, om den afdøde skal begraves eller brændes, og om en præst skal medvirke ved begravelsen (kirkelig begravelse).

Du kan også henvende dig til bedemanden/begravelsesforretningen og få hjælp til de praktiske ting i forbindelse med anmodning om ligbrænding/begravelse.

Begravelsesmyndigheden skal tage stilling til, om begravelsen kan gennemføres, sådan som det er ønsket på anmeldelsen. Hvis den kan det, fremsender begravelsesmyndigheden en afgørelse til din e-boks og samtidig underrettes Skifteretten om dødsfaldet.

Begravelse eller ligbrænding kan først ske, når afgørelsen fra begravelsesmyndigheden er modtaget på kirkegården eller krematoriet, dette foregår ligeledes ofte digitalt. Begravelse eller ligbrænding skal normalt ske senest 8 dage efter dødsfaldet (dødsdagen medregnet).

Du skal udfylde anmeldelsen på www.borger.dk og sende den signeret med Nem ID dérfra. Såfremt lægen ikke har registreret dødsfaldet digitalt, og der således kun er udfyldt en lægelig dødsattest i hånden, skal den lægelige dødsattest ligeledes fremlægges for begravelsesmyndigheden. Såfremt lægen digitalt har registreret dødsfaldet, får begravelsesmyndigheden automatisk besked herom.

Begravelsesmyndigheden sørger for at registrere dødsfaldet i CPR.

Er den afdøde ikke medlem af folkekirken, men den afdødes familie ønsker, at begravelsen eller bisættelsen skal ske med medvirken fra en præst på trods af den meningstilkendegivelse, der ligger i at stå udenfor folkekirken, bør man drøfte det med sognepræsten.

I begge tilfælde er det op til den enkelte præst at vurdere, om der bør medvirke en præst til begravelsen eller bisættelsen.

Begravelses-/bisættelsesgudstjenestens gang og salmerne aftales mellem præsten og de pårørende. Man synger normalt tre-fire salmer, og præsten holder en tale, der som oftest inddrager personlige træk om afdøde, men som især er en forkyndelse af det kristne evangelium ind i dødens og sorgens situation.

De tre skovlfulde jord på kisten symboliserer livet fra fødsel og død og opstandelsen, som Gud kan give os del i. Jordpåkastelsen sker ved graven efter en forudgående begravelsesgudstjeneste i kirke eller kapel, når der er tale om jordfæstelse. I tilfælde af ligbrænding sker jordpåkastelsen som afslutning på bisættelsesgudstjenesten i kirken eller kapellet, hvorefter båren føres til krematoriet.

Se kirkegårdstakster

 

Kalender